Jeg giver op

Jeg kan ærligt snart ikke mere. Jeg er konstant på randen af et sammenbrud. I aften har jeg haft flashback til mine teenageår som cutter. Hvordan skal jeg nogensinde kunne hjælpe hende, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv. Jeg magter det ikke mere. Nogle dage har jeg lyst til at gå fra det hele og bare forsvinde. Jeg kunne gøre det i dag. Børnene er ved deres far, og ingen ville opdage at jeg var væk før det var for sent. Sådan er det at være den mindst ønskede.

Jeg tvivler på der er nogen der kender til den her blog mere. Og skulle der mod forventning være en enkelt eller to tilbage, så bare rolig. Jeg er her endnu...

33 år

Nå, så blev man 33. Og hvad betyder det så? I går og i dag er egentlig lidt ambivalente dage. Min total yndlingssvoger, en fantastisk veninde og jeg selv har fødselsdag. Men det markerer også 3 årsdagen for mit brud med ham jeg troede var mit endgame. Min otp. Men se så der tog jeg fejl. Vi havde et ufatteligt grimt brud efter 6 måneder der ikke skulle have fundet sted. Vi var sammen i 5 år, men de sidste 6 mdr måske endda det sidste år var skrækkeligt for at sige det mildt. Jeg erkender at jeg havde fejl i det forhold, men jeg forsøgte i det mindste på at råde bod på det og udvikle mig. Forsøgte på at støtte ham når han kom træt og udslidt hjem fra arbejde uanset hvor svært det var. Jeg havde altid hans ryg imod alle, og jeg elskede ham.

Jeg elsker ham nok stadig lidt. I dag eller teknisk set i går. Før ca en halv time siden hørte vi Rasmus Seebach med Sandstorm. Og lige den sang ... faktisk hele det album var vores. Det beskrev vores turbulente forhold helt perfekt, og det er stadig hårdt at høre. Han vil for altid være den jeg gav slip på.

Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her. Ingen læser min blog alligevel for ingen ved den eksisterer!

Hav det godt, og godnat.

Og hvis du læser med der ude ... Så ... Ja ... Jeg ved det ikke. Jeg elskede dig for 8 år siden, og jeg elsker dig vist stadig i dag. Eller den du var ... Fuck det!

Endnu et afslag - Ikke jordens undergang!

Jeg tror jeg har fundet det ord, jeg hader mere end noget. Afslag. Jeg dur ikke til dem. Ja, jeg tager dem personligt, og ja, jeg føler mig som en fiasko hver eneste gang. Og jeg er sikkert langt fra den eneste. Måske var det slet ikke lærer, jeg skulle være. Men hvad fanden er det så? Hvem er det, jeg skal være? Er der nogen, der kan give mig svaret?

Den her blog bliver vist aldrig den positive side. Det er her, jeg får afløb for alle mine lidt dumme tanker, og det må folk altså leve med. Selvom jeg er ret sikker på, der ikke er nogen, der læser med. Det her er mit fristed, og jeg nyder at skrive herinde. Der står mange ting herinde, som jeg mente da jeg skrev dem, men som måske nok er mindre sande i dag. Og det her bliver nok også usandt en dag. Eller nej, ikke usandt, men bare ikke længere rigtigt. For de følelser, jeg har i dag, er ægte. Det er sådan, jeg føler lige nu.

Jeg skriver ikke om verdensituationen, og jeg skriver ikke de store tanker om hvordan vi kan redde den, for helt ærligt, så er det løb ret så meget kørt tror jeg. Dermed ikke sagt at vi skal give op og stoppe med at kæmpe for det skal vi ikke. Jeg drømmer om at mine børn bliver voksne i en verden, der er bedre end denne. Og at de er med til at gøre den til et bedre sted.

Lige nu sidder jeg i min meget mørke stue med gardinerne trukket for, musikken larmer derudaf, og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg hører, men energien fra den sang giver mig noget. Jeg er ikke klar til at give op. Vi skal nok klare den. Jeg skal nok klare den. Måske skal jeg kigge en anden vej, og så fuck det.

Jeg elsker at være lærer, jeg elsker at undervise, og jeg elsker at se gnisten i et barns øjne, når de oplever AHA-øjeblikket. Det er åbenbart ikke nok, og det er så den virkelighed, jeg må forholde mig til. Jeg er nødt til at gøre noget andet så, og det er så det jeg skal finde ud af. Jeg skal gøre op med mig selv, hvad fanden det er jeg vil med mit liv. Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor hører jeg til?

Det her afslag er ikke jordens undergang, men jeg skal lige sluge den bitre pille. Alle andre kan få job end mig. Og jeg er så træt af at være en nasser. Og jeg er så træt af at høre, at man ikke gider arbejde. Jeg vil fandme gerne, og jeg søger alle de stillinger, som jeg matcher. Selv når jeg søger job uden for mit uddannelsesområde, men som fint ansætter ufaglært får jeg et nej tak.

Jeg skal nok finde min plads i livet en dag.

Desillusioneret

2018 markerer året, hvor jeg fylder 33. Det markerer året, hvor jeg stadig er alene  Det markerer året, hvor jeg stadig ikke har et job.

Jeg tror vi er en hel generation der sidder med en følelse af at være desillusioneret. Vi troede at når vi blev voksne, så åbnede der sig en verden af muligheder. Og det gjorde der også. Der åbnede sig for mange muligheder. Alt for mange af os vidste ikke hvad vi skulle. Alt for mange af os havde mistet vores retning eller rettere havde aldrig haft en. Verden lå for vores fødder og vi var dybt forvirret over hvad vi skulle med den.

Og hvad gør man så? Hvem går man til? Sine forældre? Tja, det er da bestemt en mulighed, og de vejleder så godt de kan, men når man står der som ung voksen eller måske ikke engang ung voksen, men teenager, så tror man ikke at ens forældre ved hvad livet går ud på. Og man tager fejl. De har været meget igennem og har set lidt af hvert.

Men så igen lever jeg i en generation der er blevet ramt på en helt anden måde end dem før og efter os. Vi er vokset op i en splittet verden. Teknologien lavede et kvantumhop, da jeg var barn. Vi gik fra få tv-kanaler til lige pludselig at kunne følge med i hvad der skete i alle hjørner af verdenen. Vi oplevede verden i sandkassen og bagefter i kukkassen. Vi kom i kontakt med hinanden ved at banke på døren som små, og som unge var det ved at banke på i chatten. I dag har vi kontakt med venner og bekendte på tværs af verdenen. Og alligevel har jeg aldrig følt mig så ensom som nu. Jeg har ingen reel kontakt med mennesker, jeg betragter min mor som min bedste veninde sammen med mine søstre og de eneste andre venner jeg har, har jeg aldrig mødt.

Jeg voksede op med den tro at kærlighed og den eneste ene var virkeligt, men af en eller anden grund kan jeg ikke finde det. Jeg har siden jeg var ca. 13 år været forelsket i en uopnåelig fyr. Jeg har ingen følelser for denne fyr/mand længere, men jeg ville give min højre arm for at mærke den samhørighed igen.

Jeg har børn med en mand, jeg aldrig rigtig elskede. Jeg fandt sammen med en gut, som jeg havde hadet igennem hele 8. og 9. klasse, og af en eller anden grund troede jeg at det var det rigtige. Vi holdt i 5 år, og han anklagede mig for ikke at elske ham. Havde han ret? Måske. Men så var det først til sidst. For jeg elskede ham virkelig af hele mit hjerte. Jeg troede vi var endgame, men man kan kun leve med så meget lort før man bliver fyldt op. Og ja, jeg havde også skyld i det. Jeg snakkede ikke med ham. Eller jo det gjorde jeg, men jeg lod mig affærdige. Jeg accepterede at han klappede i som en østers. At han lavede intet i hjemmet. At han jagede med børnene og jeg. At han ikke ville få hjælp til sine problemer på arbejdet. At han slæbte alt det lort med hjem. Jeg sagde ikke fra. Jeg tog bare imod og lod ham knække mig. Lod ham lyve for mig. Noget af det værste var at finde ud af at han ind imellem sad hos fælles venner, når han fik tidligt fri fra arbejde fordi han ikke "gad ansvaret hjemme". At han sad og gjorde grin med mig og fortalte folk, at jeg ikke ville blive til noget. At jeg ikke ville gøre min uddannelse færdig. Og det her er bare min sandhed. Sådan jeg oplevede det. Han oplevede det måske anderledes. Det tror jeg gerne. Jeg er sikkert skurken i hans historie. Han er ikke skurken i min. Han er den, der lærte mig at kærlighed ikke er nok.

Jeg håber, at 2018 bliver det år, hvor jeg finder kærligheden igen. Det år hvor jeg viser mig selv at jeg er værd at elske. Jeg håber det bliver året, hvor jeg får job. 33 år det bliver jeg uden tvivl, men lad mit 33. år blive det bedste. Lad det blive året hvor jeg tager mit liv i mine egne hænder og vender modgang til medgang. Hvor jeg taber de mange kilogram, jeg så gerne vil af med.

Jeg håber på at blive en drømmer igen. At få mine illusioner tilbage.

Andre derude der har det ligesom jeg?

Sådan en dag

Jeg har i dag en af de dage. En af de dage, hvor jeg ikke kan være i mig selv. En af de dage, hvor føler mig enormt ussel og værdiløs.

Alt virker halvhjertet og tomt.
Jeg ved godt jeg ikke bør have det sådan her, men det er fandme svært.
Jeg føler mig inkompetent og som en fiasko. Jeg kan ikke tabe mig fordi jeg ikke har modet på det. Jeg kan ikke få et arbejde, der er åbenbart ingen der vil have mig.

Og så har man folk der står bag en og hele tiden og forsøger på at virke støttende imens de siger at de ikke forstår man ikke får arbejde. Og som mener at det burde være ih og åh så nemt. Men helt ærligt, det er det ikke.

Jeg krænger mit liv og min sjæl ind i de ansøgninger, og jeg knokler røven ud af bukserne for at få job, men som altid og hver eneste gang er der andre der får jobbet. Og jeg under dem det. Bestemt, men for pokker da også, hvor er jeg ved at gå i stykker efterhånden. Og tidligere dæmoner kigger frem igen. Hej dig, vi kom lige forbi for at fortælle dig, at du er intet værd og at verden var bedre tjent uden dig.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved de tanker mere.

Jeg er en fiasko som lærer. som menneske, som kæreste og vigtigst af alt som mor.