Nogle gange så hader jeg mig selv. Jeg burde være glad og støttende og det eneste jeg kan tænke på er hvorfor jeg ikke fik det. Hvorfor var det ikke mig der fik manden først og børnene efter? Føler mig lidt alene i dag :/ jeg savner M og er ved at gå til. Jeg er 110% sikker på han ikke har det sådan. Mødte hans kusine i Tarup Centeret og hun sagde da der havde været tomt til julefrokosten uden børnene og jeg men også at han havde det godt. Og det er jeg da glad for at høre, men jeg ville ønske nogle gange at han var lige så elendig som jeg. Tror måske aldrig mit hjerte bliver helt igen :(
tirsdag den 23. februar 2016
fredag den 5. februar 2016
*SUK*
Jeg skal stoppe med at se romantiske film. Jeg skal stoppe med at tro på kærlighed. Jeg skal stoppe med at se efter et liv med kærlighed andet end den slags jeg føler for mine børn og min familie.
Hvornår indser jeg at kærlighed ikke er for mig?
Her forleden dag var min mor og jeg ude at køre, og vi var forbi Otterup tæt på hans job. Bilen holdt der og jeg er bare lykkelig for at han ikke var udenfor. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde set ham. Mit hjerte går i stykker tusind gange om dagen, fordi han ikke er her længere. Og ja det var mig der valgte at gøre det forbi. Det er jeg godt klar over, men det gør det satme ikke mindre ondt af. Nok nærmere mere. Det er som om jeg slår mig selv i hovedet for at have smidt min største kærlighed ud. Men denne gang var kærlighed ikke nok. Slet ikke fordi det virkede som om han ikke elskede mig mere eller måske ikke magtede det mere. Som om det krævede for meget af ham at holde af mig og børnene. Jeg føler ikke jeg krævede synderligt meget af ham, men måske var det problemet? Vores forhold var blevet for meget rutine, og vi krævede intet af hinanden. Vi rørte ikke ved hinanden og kyssede ikke hinanden. Jeg prøvede og jeg prøvede hele tiden, men man kan kun blive afvist så mange gange før man føler sig som den klammeste sæk på jorden. Han ikke engang nussede mig længere. FFS som jeg sagde til min mor forleden, så fik katten mere opmærksomhed end jeg gjorde. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der gjorde mere ondt end det. Hvis det bare havde været mine børn han havde vist mere omsorg end mig. Det havde jeg kunnet leve med, men det lorte kræ krævede al hans tid, når han var hjemme, og så kunne han ikke forstå, at jeg ikke kunne holde hende ud. Hun var mere needy end nogen anden.
Ikke nok med at jeg igennem vores forhold har måtte forholde mig til at han måske i starten af vores forhold var mig utro med hans tidligere bolleveninde fordi hun lige pludselig sendte faderskabssag ud på ham, så måtte jeg også forholde mig til en svigermor der konstant fortalte mig, hvor god en kæreste hans eks var. At hun var den dejligste pige i verden og simpelthen en suverænt god mor. Jeg skulle se billeder af dem sammen og af hende da hun var gravid. For i øvrigt en konstant reminder om at jeg aldrig skulle føde ham et barn. Ja det er måske latterligt, men jeg ville gerne have givet ham en lille dreng eller pige. Et barn vi kunne være fælles om. I dag er jeg glad for det aldrig skete. Jeg tror ikke jeg ville kunne holde ud at se ham hver anden weekend, når han skulle se barnet. Nå back on track. Ikke nok med de ting så måtte jeg også stå model til denne ekskæreste der ÅBENLYST lagde an på ham og TBH så tror jeg han nød det. Jeg tror han nød at hun stadig fandt ham attraktiv og ville have ham. Det var et mareridt :(
Den dag hvor vi kørte til Otterup var min mor og jeg sikker på han lå bag os da vi kørte tilbage mod Søndersø. Jeg blev total angst og kunne dårligt få luft. Jeg er ikke bange for ham. Don't get me wrong. Jeg er bange for mine egne følelser. Jeg håber virkelig aldrig at se ham igen. ALDRIG. For jeg er bange for at bryde sammen og bede ham og tilgivelse. Bede ham om at komme tilbage til mig selvom jeg godt ved det ikke er løsningen på nogen måde. Vores forhold var ikke sundt, og det ville det aldrig være blevet.
Det er tiden, hvor jeg skal være stærk og elske mig selv og mine børn. De er vigtigst.
Hvornår indser jeg at kærlighed ikke er for mig?
Her forleden dag var min mor og jeg ude at køre, og vi var forbi Otterup tæt på hans job. Bilen holdt der og jeg er bare lykkelig for at han ikke var udenfor. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde set ham. Mit hjerte går i stykker tusind gange om dagen, fordi han ikke er her længere. Og ja det var mig der valgte at gøre det forbi. Det er jeg godt klar over, men det gør det satme ikke mindre ondt af. Nok nærmere mere. Det er som om jeg slår mig selv i hovedet for at have smidt min største kærlighed ud. Men denne gang var kærlighed ikke nok. Slet ikke fordi det virkede som om han ikke elskede mig mere eller måske ikke magtede det mere. Som om det krævede for meget af ham at holde af mig og børnene. Jeg føler ikke jeg krævede synderligt meget af ham, men måske var det problemet? Vores forhold var blevet for meget rutine, og vi krævede intet af hinanden. Vi rørte ikke ved hinanden og kyssede ikke hinanden. Jeg prøvede og jeg prøvede hele tiden, men man kan kun blive afvist så mange gange før man føler sig som den klammeste sæk på jorden. Han ikke engang nussede mig længere. FFS som jeg sagde til min mor forleden, så fik katten mere opmærksomhed end jeg gjorde. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der gjorde mere ondt end det. Hvis det bare havde været mine børn han havde vist mere omsorg end mig. Det havde jeg kunnet leve med, men det lorte kræ krævede al hans tid, når han var hjemme, og så kunne han ikke forstå, at jeg ikke kunne holde hende ud. Hun var mere needy end nogen anden.
Ikke nok med at jeg igennem vores forhold har måtte forholde mig til at han måske i starten af vores forhold var mig utro med hans tidligere bolleveninde fordi hun lige pludselig sendte faderskabssag ud på ham, så måtte jeg også forholde mig til en svigermor der konstant fortalte mig, hvor god en kæreste hans eks var. At hun var den dejligste pige i verden og simpelthen en suverænt god mor. Jeg skulle se billeder af dem sammen og af hende da hun var gravid. For i øvrigt en konstant reminder om at jeg aldrig skulle føde ham et barn. Ja det er måske latterligt, men jeg ville gerne have givet ham en lille dreng eller pige. Et barn vi kunne være fælles om. I dag er jeg glad for det aldrig skete. Jeg tror ikke jeg ville kunne holde ud at se ham hver anden weekend, når han skulle se barnet. Nå back on track. Ikke nok med de ting så måtte jeg også stå model til denne ekskæreste der ÅBENLYST lagde an på ham og TBH så tror jeg han nød det. Jeg tror han nød at hun stadig fandt ham attraktiv og ville have ham. Det var et mareridt :(
Den dag hvor vi kørte til Otterup var min mor og jeg sikker på han lå bag os da vi kørte tilbage mod Søndersø. Jeg blev total angst og kunne dårligt få luft. Jeg er ikke bange for ham. Don't get me wrong. Jeg er bange for mine egne følelser. Jeg håber virkelig aldrig at se ham igen. ALDRIG. For jeg er bange for at bryde sammen og bede ham og tilgivelse. Bede ham om at komme tilbage til mig selvom jeg godt ved det ikke er løsningen på nogen måde. Vores forhold var ikke sundt, og det ville det aldrig være blevet.
Det er tiden, hvor jeg skal være stærk og elske mig selv og mine børn. De er vigtigst.
Abonner på:
Opslag (Atom)