2018 markerer året, hvor jeg fylder 33. Det markerer året, hvor jeg stadig er alene Det markerer året, hvor jeg stadig ikke har et job.
Jeg tror vi er en hel generation der sidder med en følelse af at være desillusioneret. Vi troede at når vi blev voksne, så åbnede der sig en verden af muligheder. Og det gjorde der også. Der åbnede sig for mange muligheder. Alt for mange af os vidste ikke hvad vi skulle. Alt for mange af os havde mistet vores retning eller rettere havde aldrig haft en. Verden lå for vores fødder og vi var dybt forvirret over hvad vi skulle med den.
Og hvad gør man så? Hvem går man til? Sine forældre? Tja, det er da bestemt en mulighed, og de vejleder så godt de kan, men når man står der som ung voksen eller måske ikke engang ung voksen, men teenager, så tror man ikke at ens forældre ved hvad livet går ud på. Og man tager fejl. De har været meget igennem og har set lidt af hvert.
Men så igen lever jeg i en generation der er blevet ramt på en helt anden måde end dem før og efter os. Vi er vokset op i en splittet verden. Teknologien lavede et kvantumhop, da jeg var barn. Vi gik fra få tv-kanaler til lige pludselig at kunne følge med i hvad der skete i alle hjørner af verdenen. Vi oplevede verden i sandkassen og bagefter i kukkassen. Vi kom i kontakt med hinanden ved at banke på døren som små, og som unge var det ved at banke på i chatten. I dag har vi kontakt med venner og bekendte på tværs af verdenen. Og alligevel har jeg aldrig følt mig så ensom som nu. Jeg har ingen reel kontakt med mennesker, jeg betragter min mor som min bedste veninde sammen med mine søstre og de eneste andre venner jeg har, har jeg aldrig mødt.
Jeg voksede op med den tro at kærlighed og den eneste ene var virkeligt, men af en eller anden grund kan jeg ikke finde det. Jeg har siden jeg var ca. 13 år været forelsket i en uopnåelig fyr. Jeg har ingen følelser for denne fyr/mand længere, men jeg ville give min højre arm for at mærke den samhørighed igen.
Jeg har børn med en mand, jeg aldrig rigtig elskede. Jeg fandt sammen med en gut, som jeg havde hadet igennem hele 8. og 9. klasse, og af en eller anden grund troede jeg at det var det rigtige. Vi holdt i 5 år, og han anklagede mig for ikke at elske ham. Havde han ret? Måske. Men så var det først til sidst. For jeg elskede ham virkelig af hele mit hjerte. Jeg troede vi var endgame, men man kan kun leve med så meget lort før man bliver fyldt op. Og ja, jeg havde også skyld i det. Jeg snakkede ikke med ham. Eller jo det gjorde jeg, men jeg lod mig affærdige. Jeg accepterede at han klappede i som en østers. At han lavede intet i hjemmet. At han jagede med børnene og jeg. At han ikke ville få hjælp til sine problemer på arbejdet. At han slæbte alt det lort med hjem. Jeg sagde ikke fra. Jeg tog bare imod og lod ham knække mig. Lod ham lyve for mig. Noget af det værste var at finde ud af at han ind imellem sad hos fælles venner, når han fik tidligt fri fra arbejde fordi han ikke "gad ansvaret hjemme". At han sad og gjorde grin med mig og fortalte folk, at jeg ikke ville blive til noget. At jeg ikke ville gøre min uddannelse færdig. Og det her er bare min sandhed. Sådan jeg oplevede det. Han oplevede det måske anderledes. Det tror jeg gerne. Jeg er sikkert skurken i hans historie. Han er ikke skurken i min. Han er den, der lærte mig at kærlighed ikke er nok.
Jeg håber, at 2018 bliver det år, hvor jeg finder kærligheden igen. Det år hvor jeg viser mig selv at jeg er værd at elske. Jeg håber det bliver året, hvor jeg får job. 33 år det bliver jeg uden tvivl, men lad mit 33. år blive det bedste. Lad det blive året hvor jeg tager mit liv i mine egne hænder og vender modgang til medgang. Hvor jeg taber de mange kilogram, jeg så gerne vil af med.
Jeg håber på at blive en drømmer igen. At få mine illusioner tilbage.
Andre derude der har det ligesom jeg?
