Jeg har i dag en af de dage. En af de dage, hvor jeg ikke kan være i mig selv. En af de dage, hvor føler mig enormt ussel og værdiløs.
Alt virker halvhjertet og tomt.
Jeg ved godt jeg ikke bør have det sådan her, men det er fandme svært.
Jeg føler mig inkompetent og som en fiasko. Jeg kan ikke tabe mig fordi jeg ikke har modet på det. Jeg kan ikke få et arbejde, der er åbenbart ingen der vil have mig.
Og så har man folk der står bag en og hele tiden og forsøger på at virke støttende imens de siger at de ikke forstår man ikke får arbejde. Og som mener at det burde være ih og åh så nemt. Men helt ærligt, det er det ikke.
Jeg krænger mit liv og min sjæl ind i de ansøgninger, og jeg knokler røven ud af bukserne for at få job, men som altid og hver eneste gang er der andre der får jobbet. Og jeg under dem det. Bestemt, men for pokker da også, hvor er jeg ved at gå i stykker efterhånden. Og tidligere dæmoner kigger frem igen. Hej dig, vi kom lige forbi for at fortælle dig, at du er intet værd og at verden var bedre tjent uden dig.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved de tanker mere.
Jeg er en fiasko som lærer. som menneske, som kæreste og vigtigst af alt som mor.
