It still hurts

I put on a brave face and smile through the pain
I pretend to be okay - nothing to lose, everything to gain
Every day still hurts like the day that you left
I kicked you out and now my heart has a cleft
I miss you, I love you, make it go away
Because I would never again ask you to stay
You used to be mine but you never really were
Your love, was it real? It's all just a blur

Sometimes I wish I just could forget
And sometimes my heart is filled with regret
But forever I'll love you and this is the truth
I'll drink away the pain with a bottle of booze

Was I ever really yours? Was the love really real?
Was this heartache a part of the deal?
Was the drunk really you or was it but a lie?
Why did you encapture my heart and let it die?
I did much stupid but babe so did you
Now all colours in my world are nothing but blue
Love is for losers and love is a game
I never really listened and I'm the only one to blame

Sometimes I wish I just could forget
And sometimes my heart is filled with regret
But forever I'll love you and this is the truth
I'll drink away the pain with a bottle of booze

Savnet

I dag er savnet større end jeg ønsker at indrømme. I dag elsker jeg ham stadig. I dag er det som om tiden er fløjet af sted og han har været væk i tusind år, men samtidig er det som han aldrig har været væk. 

Jeg venter på han kommer ind ad døren hver dag, tager mig i armene og siger han elsker mig. Jeg ved det ikke sker. Selvfølgelig sker det ikke. Jeg har såret ham, og han har såret mig. Vi har ikke snakket sammen i 5 måneder nu. Sådan rigtigt. Vi har skændtes. Eller rettere han har råbt af mig og kaldt mig al verdens grimme ting. Ting der burde gøre jeg aldrig ville snakke med ham igen. Men jeg ved det er hans forsvarsmekanisme. Og jeg ved han sagde og gjorde mange ting fordi han elskede mig højere end jeg måske var klar over. 

Men jeg kunne ikke bære mere. Jeg kunne ikke klare at blive ved med at skulle sørge for hele familien. Sørge for os alle 4 samtidig med at min uddannelse sejlede, min datter led i skolen og min morfar var dødsyg. Eller rettere at min morfar døde. 

Nogen mennesker mener jeg gav op over for os og ham, og det gjorde jeg måske. Men først efter 6 måneders enormt lang kamp. En kamp jeg kæmpede alene. En kamp jeg ikke kunne vinde. Jeg var klar til at give ham alt. Og som sædvanlig når jeg er forelsket og elsker var jeg klar til opgive mig selv og mine drømme for at opfylde ham. Jeg ville have gjort hvad som helst for at gøre ham lykkelig, men ikke længere. Nu er jeg nået det punkt, at jeg ikke vil noget med nogen nu. 

Jeg vil bare være mig selv. Det her sagde jeg også efter Michael, og det ved jeg godt, og ja jeg er en håbløs romantiker, og jeg skal nok ende med at forelske mig igen, men jeg ønsker det virkelig ikke. Jeg ændrer mig hver gang, jeg falder for en. Jeg bliver en helt anden person og underkaster mig nærmest min partner. Om de så vil tro det eller ej. Jeg ved godt jeg virker stærk ud ad til, men inderst inde er jeg en usikker lille pige, som bare gerne vil elskes af alt og alle. 

Som tankerne dog vandrer når man først kommer i gang. 

Tak fordi I gad at læse med og lytte til mine tanker og følelser

*suk*

Kender I det, når man savner at være forelsket, så man forsøger at bilde sig selv ind at man er forelsket. Det er aldrig smart. Især når man lige kommer ud af et brud.

Jeg vil virkelig dum for jeg vil bare super gerne være mig igen, men jeg savner en at holde om og en at kysse med. Dumt dumt dumt.

Blah

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det. Jeg er færdiguddannet som lærer, og det er simpelthen fantastisk :D Men mit hjerte er knust stadigvæk. Jeg ville nogle gange ønske, jeg kunne gå tilbage i tiden og ændre på det der skete. Gå tilbage til der, hvor det gik galt. Ikke 3. juli for det var bare bægeret der flød over.

Jeg ved ikke, hvornår det gik galt. Jeg ved ikke, hvornår kærligheden døde. Jeg ved ikke, hvorfor vores forhold voksede den vej det gjorde, men jeg ved, at jeg mistede min soul-mate. Jeg ved, at det gør frygteligt ondt, og jeg ved, at jeg aldrig nogensinde finder den kærlighed igen.

Jeg ved godt, du ikke læser det her. Jeg ved godt, vi er tabte for hinanden. Og værst af alt så ved jeg, at du ikke ved hvorfor det sluttede. Jeg forstår ikke, hvordan du kunne være så blind. Hvordan kunne du ikke se, at det ikke fungerede længere? Hvordan kunne du ikke mærke at stemningen i huset var elendig? At børnene ikke turde være dem selv. Der var en grund til jeg ikke havde lyst til at de havde legekammerater med hjem.

Og nu hører jeg fra folk, at du screenede mine opkald og valgte at blive væk hjemmefra, når du fik tidligt fri fra arbejde. I stedet for at tale med mig. Hvorfor fortalte du mig ikke, at der var noget galt? Og BS hvis du siger, der ikke var! For så havde du ikke opført dig sådan.

Jeg elskede dig! Jeg troede, vi skulle have været sammen for evigt! Jeg var villig til at opgive alle mine andre drømme for dig!

I will never love again like I loved you.
Because you broke my heart in a million pieces
and now the pieces are scattered throughout the univers
You should've catched me before I fell
Because who would've known the ground was so hard?

I have risen above the flames
But my body is burned and hurts like hell
The healing process will soon begin and no one can aid
Now I've seen how badly it hurt me but it was I who said goodbye
Rising from the rubble of ruined relationsship

Nope. Niks. Nej. Njet. Nein. No!

Jeg kan ikke. Jeg kan ikke mere. Jeg giver op. Jeg er en fiasko. Jeg fortjener alt lort der kommer min vej. Jeg er et dårligt menneske og jeg er intet værd. Jeg bliver aldrig noget. Welcome back voices :( Jeg kæmper hver dag. Hver evig eneste dag, og jeg kan snart ikke mere. Jeg vil snart ikke mere. Det eneste der får mig til at fortsætte er mine børn. De er mit liv, det er mit et og alt.

Jeg håber virkelig snart det vender igen. Jeg vil gerne kunne vågne op og være glad. Jeg har brug for at være glad.

Vi ses på den anden side <3 alts="" i="" morgen="" p="">

Love hurts or at least it should

Okay så her i går gik der noget meget alarmerende op for mig. Jeg har ikke grædt over mit forliste forhold endnu. Ikke en eneste tårer har jeg fældet over ham siden, jeg smed ham ud. I min verden betyder det en ud af to ting. Enten er jeg en mega følelseskold kælling, der faktisk aldrig har elsket ham rigtigt eller også går jeg og håber på at vågne op fra mit mareridt hele tiden. Og nu hvor jeg skriver det sidste så kommer tårene, så mon ikke den er den boldgade vi er i? Måske er det ikke gået helt op for mig endnu, at det ikke er ham og jeg længere. At han aldrig bliver min igen, og at al min kærlighed til ham var forgæves. Jeg havde en drøm engang. Jeg drømte, at vi sad på vores terrasse i hver sin gyngestol (ja I know ingen har sådan nogle i dag, men humor me please) og sad og kiggede ud på vores smukke børnebørn der løb rundt og legede. Jeg drømte, at det var ham og jeg til døden os skiller. Ligesom jeg troede på, at han elskede mig, og at han mente det, når han friede til mig, uanset hvor fuld han var.

Det sidste halve år var rigtig svært, og jeg har nok gjort mange ting forkert, men jeg kunne ikke gøre noget anderledes. Den tid vi havde sammen inden det rigtig begyndte at gå galt var skøn. Selvom vi skændtes, fandt vi altid hinanden igen. Men pludselig stoppede vi med at snakke om tingene, og vi begyndte at æde vores problemer i stedet for. Og det var nok det, der gik galt.

Han anklagede mig for at ville have været ham utro. Det kunne jeg aldrig have drømt om. Til gengæld blev jeg mere og mere knust indvendig fordi han stoppede med at fortælle mig, at jeg var dejlig, at han elskede mig og at jeg var smuk. Jeg husker han engang sagde jeg var hans livs lys, At jeg og vores børn var grunden til han levede.

Hvorfor gik det i stykker? Hvorfor kan jeg ikke holde på de mennesker jeg elsker? Skubbede jeg ham væk? Var det hele virkelig min skyld?

Jeg vil aldrig nogensinde mere elske en person, som jeg gjorde ham. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Og ja tiden læger alle sår bla bla bla. Men jeg troede virkelig, at det var ham her, jeg skulle skændes med resten af mit liv.

Jeg kan ikke holde ud at se billeder af os sammen, men har jeg heller ikke lyst til at slette dem. Jeg har ikke lyst til at glemme os. Jeg har ikke lyst til at glemme ham.

Jeg ved godt, vi aldrig finder sammen igen for det er han ikke typen, der gør. Og han mener jo virkelig, at jeg er den værste i verden. At jeg har ødelagt ham. At jeg ikke støttede ham. At jeg var egoistisk og en taber.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Jeg gjorde alt hvad mit hjerte lod mig gøre. Men han snakkede ikke med mig. Han fortalte ikke, hvad han havde brug for. Han råbte bare af mig og børnene, han så bare uoverkommelige udfordringer og problemer alle vegne.

I wish that I could wake up with amnesia and forget about the stupid little things

Something old, something new, something borrowed, something blue

Nej jeg skal ikke giftes. Men jeg er blue aka nede. Eller er jeg egentlig det? Ikke så meget på mine egne vegne, men mere på min datters.

Jeg er nyligt single, og jeg er egentlig okay med det. Jeg elskede ham rigtig højt, og jeg så frem til et helt liv sammen med ham, men vi var vokset i hver sin retning, og vi kunne ikke længere finde hinanden.

Der var dage som var pragtfulde, men enormt mange dage der var et levende mareridt. Jeg følte hele tiden, at jeg måtte beskytte mine børn, fordi han var vred, træt og stresset. Og intet jeg gjorde var godt nok.
Når jeg lyttede til hans problemer og forsøgte at hjælpe ham, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle blande mig fordi jeg alligevel ikke forstod ham og vi ikke havde råd til at han blev sygemeldt (STRESS er noget LORT!!!) Og hvis jeg bare lyttede og lod ham læsse af uden at kommentere, så var jeg ikke interesseret i hans liv og var ligeglad med ham. Helt ærligt så var jeg så ødelagt i de sidste måneder op til bruddet, at jeg ikke kunne tænke klart. Min Kai, min morfar, døde i foråret og det tog enormt hårdt på mig. Samtidig havde jeg eksamener at tænke på, og min datter der gik i stykker på sin skole fordi hun ikke kunne håndtere klassen. Jeg endte med at udskyde min bachelor og føle mig som en taber pga. det, og den manglende støtte hjemme fra hjalp ikke meget. Han var god med dødsfaldet og også med Maria, men samtidig var han så pissesur og brokkede sig over hver eneste lille detalje.

Jeg var nok heller ikke for god. Jeg pressede ham nok for meget og lod ham ikke finde ud af tingene selv, men jeg var træt af at skulle høre på brok uden handling.

I dag gik Maria i stykker, fordi der skete noget som mindede hende om Mads, og hun skal have lov til at blive ked af det for hun elskede/elsker ham virkelig. Han var den far hun aldrig rigtig havde haft, og nu er han også væk - ikke at far er væk, men han er der jo kun hver anden weekend. Det kommer til at tage tid, men hun skal også nok komme videre. Det håber jeg i hvert fald.

Lucas er bare sur på ham. Sur over han råbte af mig og kaldte mig for en taber (min mor er ingen taber). Nogle dage savner han ham også.

Alt i alt virker børnene bare mest af alt afbalanceret og gladere. De kan være dem selv og føler ikke at de skal gå på listesko for ikke at gøre nogen sure.

Jeg håber virkelig bare, at tingene snart bliver bedre.

Long time no see

Det er godt nok længe siden, jeg har skrevet noget herinde, som har betydet noget. Det har bare været en gang suppesød plidderpladder for ikke at virke konstant negativ, men det her inde er mit frirum. Det er her jeg kan få luft for mine tanker og kan give slip på mig selv.

I dag blev jeg engelsklærer med et fint 7-tal, og det er jeg godt tilfreds med. Jeg er mindre tilfreds med min didaktik karakter, men hey endnu engang fik jeg at vide at jeg har meget empati for mine elever og bliver en fantastisk lærer. 

Nu mangler jeg min bachelor som jeg valgte at udskyde, da jeg ikke kunne overskue den. 

Nogle gange fanger jeg mig selv i at tænke nedsættende tanker om mig selv, men kommer så i tanke om at det smitter på min datter og søn, så derfor arbejder jeg ekstra meget med at være positiv og se på de lyse sider. 

Det er ikke altid lige nemt og slet ikke når jeg til tider får fornemmelsen af at min kæreste ikke gider mig mere. Det ved jeg godt inderst inde ikke passer, men når jeg får fornemmelsen af at være intet værd, så er jeg sikker på at alle forlader mig, og at kommunen kommer og fjerner mine børn. 

For ca. 2 måneder siden havde jeg et angstanfald. Det er ellers længe siden sidst, men denne gang var grum. Jeg var klar til at gøre en ende på det. Gå fra det hele uden at se mig tilbage, men så var det ud foran spejlet og fortælle mig selv at jeg betyder noget, at jeg er det vigtigste i mine børns liv, og at jeg ikke skal ødelægge dem, fordi jeg har det svært. 

Nå jeg ville egentlig bare lige skrive lidt, og nu må jeg hellere gå i seng. Skal jo tidligt op i morgen :D

Sov godt alle sammen

Wow

Hold da helt op! Jeg har da nok været noget af det mest negative i verden igennem årene. 

Undskyld til alle de mennesker jeg har langet ud efter og tak til alle de mennesker, der har været en del af mit liv og været med til at forme mig

Nothing but love

- Lene