Jeg kan ærligt snart ikke mere. Jeg er konstant på randen af et sammenbrud. I aften har jeg haft flashback til mine teenageår som cutter. Hvordan skal jeg nogensinde kunne hjælpe hende, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv. Jeg magter det ikke mere. Nogle dage har jeg lyst til at gå fra det hele og bare forsvinde. Jeg kunne gøre det i dag. Børnene er ved deres far, og ingen ville opdage at jeg var væk før det var for sent. Sådan er det at være den mindst ønskede.
Jeg tvivler på der er nogen der kender til den her blog mere. Og skulle der mod forventning være en enkelt eller to tilbage, så bare rolig. Jeg er her endnu...
