Uretfærdig

I mit sidste indlæg var jeg meget uretfærdig overfor mine søstre.
De vil rigtig gerne have, at jeg føler mig en del af fællesskabet, og S har givet mig rollen som gudmor. Det er jeg rigtig taknemmelig for, og jeg elsker hende for det, men jeg vil ikke tage noget fra hende. Så det håber jeg ikke, hun føler jeg har.

N er så smuk og vidunderlig skøn. Hun længes efter at babyen skal komme, og det forstår jeg godt. Hun har ca. 5 uger tilbage til termin, og jeg glæder mig til at møde min lille nevø.

I går rendte jeg ind i min tidligere svigerinde. Og hvor er jeg glad for, at det var hende og ikke en af de andre. Hun virkede oprigtigt glad for at se mig, og vi snakkede høfligt til hinanden. Jeg har heller intet udestående med den familie, så der var intet andet end gensynsglæde fra min side.

Jeg savner på ingen måde nogen af dem, men jeg håber da på, at vi kan være venskabelige overfor hinanden, når vi ses.

Nå det var lige en lille strøtanke fra min side

Ubetydelig

Den dag jeg fandt ud af at jeg betød intet for nogen var samme dag, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan mere.

På mit arbejde er jeg en lønslave der "skal udnyttes så længe vi har dig" og står med den ene fod ude af døren, fordi min arbejdskraft ikke længere er nødvendig.

Min storesøster venter sig, og det er fantastisk for hende og hendes mand, men det har ikke betydet meget andet end problemer for min anden søster og jeg. Vi er enige om at det er en glæde og velsignelse, men så stopper det også der. Som jeg altid har gjort med de to, så føler jeg mig udenfor og mindre værd. De har altid haft et eller andet specielt sammen, som jeg aldrig har været en del af. Og derfor lovede N også S at hun skulle være gudmor til N's første baby. Vi er så i den situation at N ikke skal have mere end en, og S er allerede gudmor til min den yngste, men hun holder fast i det løfte, og fair nok. Fuck det. Jeg er røvligeglad. Jeg er alligevel altid udenfor. Hvorfor i helvede skulle det være anderledes denne gang? Lad S få den skide titel og så kan jeg stå på den anden side af vinduet og kigge ind. Og så er der måske nogle der tænker at det kan da være lige meget, og det kan det måske også, men I har ikke levet mit liv. I kender ikke til det elendige forhold jeg har haft til min ældste søster. Og at det her måske, bare måske, kunne opveje det. Det ville være at få et blåstempel og få at vide at jeg var god nok. Bare tilbuddet om det. Jeg vil ikke være det. Det vil jeg virkelig ikke, og nu tænker I nok "jo hun vil ellers hylede hun ikke over det og skrev denne blog", men jo for jeg har brug for at komme ud med det. Jeg har brug for at fortælle at det bare var tilbuddet og ideen om at jeg måske kunne få lov til at være noget særligt også. "Du er mor" jo tak, men det har jeg sgu selv valgt og selv kæmpet mig frem til. Det er andet er en æresbetegnelse man giver til det menneske, man stoler allermest på i hele verden, og som man ved ville være der for ens børn igennem tykt og tyndt. Og der kan jeg godt se det er svært at vælge, når man har to søstre. Det var heller ikke nemt for mig. Eller lidt fordi S ikke var gammel nok, men stadig. 

Og nu har jeg såret S fordi jeg sagde noget dumt. Fordi jeg er så træt af alting. Fordi jeg snart ikke kan mere. Fordi jeg kæmper hver dag med at fortælle mig selv at jeg er god nok. Fordi jeg kæmper med mine egne dæmoner, så langede jeg ud efter hende. Alt sammen pga. den dumme joke hun sikkert selv synes var sjov. Jeg følte mig i den grad ubetydelig, da hun sagde jeg kunne være gudmor for hendes... kat. Det er alt hvad jeg er værd. 

Jeg magter ikke mere. Jeg gider ikke mere. Det eneste der holder mig oven vande er mine to guldklumper, som ikke er hjemme i denne weekend. FML 

Indifference

Når man finder ud af at ens eks har fundet en ny, så er det meningen man skal mærke et eller andet ikke?

Men hvorfor er det så, at det eneste jeg mærker er ligegyldighed. De har åbenbart været sammen i snart 6 måneder, men det eneste jeg kunne tænke da jeg fik det at vide var "og det var ham der påstod jeg ikke elskede ham mere" og nu et par dage efter så tænker jeg at han havde ret.

Det er som om jeg har et sort hul inden i mig. Lige der hvor jeg opbevarede min kærlighed til ham. Jeg kan intet mærke der længere. Ikke engang når jeg ser billeder eller da jeg i dag opdagede at vi snart ville have haft 6 årsdag. It's like who cares?

Jeg ville ønske jeg følte bare et eller andet for jeg er bange for at blive følelseskold. Har lige fået at vide at jeg har resting bitch face. Og ja det har jeg nok. Men det er ind imellem hvad livet gør ved en.

Peace out for denne gang

Nogle gange

Nogle gange så hader jeg mig selv. Jeg burde være glad og støttende og det eneste jeg kan tænke på er hvorfor jeg ikke fik det. Hvorfor var det ikke mig der fik manden først og børnene efter? Føler mig lidt alene i dag :/ jeg savner M og er ved at gå til. Jeg er 110% sikker på han ikke har det sådan. Mødte hans kusine i Tarup Centeret og hun sagde da der havde været tomt til julefrokosten uden børnene og jeg men også at han havde det godt. Og det er jeg da glad for at høre, men jeg ville ønske nogle gange at han var lige så elendig som jeg. Tror måske aldrig mit hjerte bliver helt igen :(

*SUK*

Jeg skal stoppe med at se romantiske film. Jeg skal stoppe med at tro på kærlighed. Jeg skal stoppe med at se efter et liv med kærlighed andet end den slags jeg føler for mine børn og min familie.

Hvornår indser jeg at kærlighed ikke er for mig?

Her forleden dag var min mor og jeg ude at køre, og vi var forbi Otterup tæt på hans job. Bilen holdt der og jeg er bare lykkelig for at han ikke var udenfor. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde set ham. Mit hjerte går i stykker tusind gange om dagen, fordi han ikke er her længere. Og ja det var mig der valgte at gøre det forbi. Det er jeg godt klar over, men det gør det satme ikke mindre ondt af. Nok nærmere mere. Det er som om jeg slår mig selv i hovedet for at have smidt min største kærlighed ud. Men denne gang var kærlighed ikke nok. Slet ikke fordi det virkede som om han ikke elskede mig mere eller måske ikke magtede det mere. Som om det krævede for meget af ham at holde af mig og børnene. Jeg føler ikke jeg krævede synderligt meget af ham, men måske var det problemet? Vores forhold var blevet for meget rutine, og vi krævede intet af hinanden. Vi rørte ikke ved hinanden og kyssede ikke hinanden. Jeg prøvede og jeg prøvede hele tiden, men man kan kun blive afvist så mange gange før man føler sig som den klammeste sæk på jorden. Han ikke engang nussede mig længere. FFS som jeg sagde til min mor forleden, så fik katten mere opmærksomhed end jeg gjorde. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der gjorde mere ondt end det. Hvis det bare havde været mine børn han havde vist mere omsorg end mig. Det havde jeg kunnet leve med, men det lorte kræ krævede al hans tid, når han var hjemme, og så kunne han ikke forstå, at jeg ikke kunne holde hende ud. Hun var mere needy end nogen anden.

Ikke nok med at jeg igennem vores forhold har måtte forholde mig til at han måske i starten af vores forhold var mig utro med hans tidligere bolleveninde fordi hun lige pludselig sendte faderskabssag ud på ham, så måtte jeg også forholde mig til en svigermor der konstant fortalte mig, hvor god en kæreste hans eks var. At hun var den dejligste pige i verden og simpelthen en suverænt god mor. Jeg skulle se billeder af dem sammen og af hende da hun var gravid. For i øvrigt en konstant reminder om at jeg aldrig skulle føde ham et barn. Ja det er måske latterligt, men jeg ville gerne have givet ham en lille dreng eller pige. Et barn vi kunne være fælles om. I dag er jeg glad for det aldrig skete. Jeg tror ikke jeg ville kunne holde ud at se ham hver anden weekend, når han skulle se barnet. Nå back on track. Ikke nok med de ting så måtte jeg også stå model til denne ekskæreste der ÅBENLYST lagde an på ham og TBH så tror jeg han nød det. Jeg tror han nød at hun stadig fandt ham attraktiv og ville have ham. Det var et mareridt :(

Den dag hvor vi kørte til Otterup var min mor og jeg sikker på han lå bag os da vi kørte tilbage mod Søndersø. Jeg blev total angst og kunne dårligt få luft. Jeg er ikke bange for ham. Don't get me wrong. Jeg er bange for mine egne følelser. Jeg håber virkelig aldrig at se ham igen. ALDRIG. For jeg er bange for at bryde sammen og bede ham og tilgivelse. Bede ham om at komme tilbage til mig selvom jeg godt ved det ikke er løsningen på nogen måde. Vores forhold var ikke sundt, og det ville det aldrig være blevet.

Det er tiden, hvor jeg skal være stærk og elske mig selv og mine børn. De er vigtigst.

Fuck

Jeg har ikke lyst til at være romantiker! Jeg har ikke lyst til at savne kærlighed! Jeg har ikke lyst til at savne en at sove sammen med. Jeg har slet ikke lyst til at savne ham.
Lucas drømte om ham i nat. At vi alle var samlet igen og var en familie. Jeg er glad for han endelig er begyndt at åbne sig for mig. Det har været længe undervejs og han har al mulig ret til at savne ham for det gør jeg også.

Fuck! Jeg gider ikke skrive mere om det!

LORT!

For helvede da også! Ligesom jeg troede, jeg var ved at være oven på igen, så vældede alle mine følelser for HAM lige op igen.

Jeg blev spurgt her til nytår, om jeg var begyndt at date igen. Hvordan skulle jeg kunne date andre, når jeg stadig er håbløst forelsket i ham? Når jeg stadig elsker ham, og når tiden er begyndt at viske alle de dårlige ting væk?

Jeg snakkede med en god veninde her til aften, som har været der for mig de sidste mange år. Hun har sgu støttet mig igennem alt lige fra Danny over Chris og her til sidst med Mads. Hun har altid respekteret mine beslutninger, og hun har altid kunnet forstå mine handlinger. Som f.eks. her til aften hvor jeg fandt "vores" ringe og knækkede fuldstændig sammen. Jeg kan ikke huske om jeg har omtalt ringene herinde før, men det er bare to billige ringe lavet af kirurgisk stål

Sådan ser de ud

Og nej det billede der gør ikke tingene nemmere, men lige nu har jeg brug for det. Jeg har brug for minderne, og jeg har brug for at give mig selv lov til at føle. Vi var trods alt sammen i 5 år plus det løse. 

Jeg overvejer stærkt at finde en kæde, som jeg kan have dem i. Jeg er på ingen måde klar til at give slip på dem, og slet ikke nu hvor jeg lige har genfundet dem. Det er også dybt åndssvagt. Jeg har først lige her til aften smidt den parfume han havde efterladt ud. Som om jeg gik og håbede på, at han kom tilbage og begyndte at bruge den. Jeg har i det mindste ikke gået og duftet til den. 

Jeg afholder mig selv fra at bruge ord, som han brugte. Jeg hader, når jeg ser eller læser et eller andet og tænker "det ville han have elsket" eller "ej han var flegnet over det her". Jeg har forsøgt på ikke at lave retter, som han godt kunne lide (hvilket er svært, da der ikke er meget han ikke bryder sig om). 

Jeg har i den grad forsøgt på at skubbe mine følelser i baggrunden for ikke at knække sammen, men jeg tror snart, jeg skal vælge at knække, så det ikke en dag overvælder mig. 

Hmm nu ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal skrive mere :D Så det er alt, hvad I får fra mig denne gang. 

Mit liv er måske ikke det mest spændende, men jeg nyder at skrive om det. 

Peace out

xoxo

Lene