Love hurts or at least it should

Okay så her i går gik der noget meget alarmerende op for mig. Jeg har ikke grædt over mit forliste forhold endnu. Ikke en eneste tårer har jeg fældet over ham siden, jeg smed ham ud. I min verden betyder det en ud af to ting. Enten er jeg en mega følelseskold kælling, der faktisk aldrig har elsket ham rigtigt eller også går jeg og håber på at vågne op fra mit mareridt hele tiden. Og nu hvor jeg skriver det sidste så kommer tårene, så mon ikke den er den boldgade vi er i? Måske er det ikke gået helt op for mig endnu, at det ikke er ham og jeg længere. At han aldrig bliver min igen, og at al min kærlighed til ham var forgæves. Jeg havde en drøm engang. Jeg drømte, at vi sad på vores terrasse i hver sin gyngestol (ja I know ingen har sådan nogle i dag, men humor me please) og sad og kiggede ud på vores smukke børnebørn der løb rundt og legede. Jeg drømte, at det var ham og jeg til døden os skiller. Ligesom jeg troede på, at han elskede mig, og at han mente det, når han friede til mig, uanset hvor fuld han var.

Det sidste halve år var rigtig svært, og jeg har nok gjort mange ting forkert, men jeg kunne ikke gøre noget anderledes. Den tid vi havde sammen inden det rigtig begyndte at gå galt var skøn. Selvom vi skændtes, fandt vi altid hinanden igen. Men pludselig stoppede vi med at snakke om tingene, og vi begyndte at æde vores problemer i stedet for. Og det var nok det, der gik galt.

Han anklagede mig for at ville have været ham utro. Det kunne jeg aldrig have drømt om. Til gengæld blev jeg mere og mere knust indvendig fordi han stoppede med at fortælle mig, at jeg var dejlig, at han elskede mig og at jeg var smuk. Jeg husker han engang sagde jeg var hans livs lys, At jeg og vores børn var grunden til han levede.

Hvorfor gik det i stykker? Hvorfor kan jeg ikke holde på de mennesker jeg elsker? Skubbede jeg ham væk? Var det hele virkelig min skyld?

Jeg vil aldrig nogensinde mere elske en person, som jeg gjorde ham. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Og ja tiden læger alle sår bla bla bla. Men jeg troede virkelig, at det var ham her, jeg skulle skændes med resten af mit liv.

Jeg kan ikke holde ud at se billeder af os sammen, men har jeg heller ikke lyst til at slette dem. Jeg har ikke lyst til at glemme os. Jeg har ikke lyst til at glemme ham.

Jeg ved godt, vi aldrig finder sammen igen for det er han ikke typen, der gør. Og han mener jo virkelig, at jeg er den værste i verden. At jeg har ødelagt ham. At jeg ikke støttede ham. At jeg var egoistisk og en taber.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Jeg gjorde alt hvad mit hjerte lod mig gøre. Men han snakkede ikke med mig. Han fortalte ikke, hvad han havde brug for. Han råbte bare af mig og børnene, han så bare uoverkommelige udfordringer og problemer alle vegne.

I wish that I could wake up with amnesia and forget about the stupid little things

Something old, something new, something borrowed, something blue

Nej jeg skal ikke giftes. Men jeg er blue aka nede. Eller er jeg egentlig det? Ikke så meget på mine egne vegne, men mere på min datters.

Jeg er nyligt single, og jeg er egentlig okay med det. Jeg elskede ham rigtig højt, og jeg så frem til et helt liv sammen med ham, men vi var vokset i hver sin retning, og vi kunne ikke længere finde hinanden.

Der var dage som var pragtfulde, men enormt mange dage der var et levende mareridt. Jeg følte hele tiden, at jeg måtte beskytte mine børn, fordi han var vred, træt og stresset. Og intet jeg gjorde var godt nok.
Når jeg lyttede til hans problemer og forsøgte at hjælpe ham, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle blande mig fordi jeg alligevel ikke forstod ham og vi ikke havde råd til at han blev sygemeldt (STRESS er noget LORT!!!) Og hvis jeg bare lyttede og lod ham læsse af uden at kommentere, så var jeg ikke interesseret i hans liv og var ligeglad med ham. Helt ærligt så var jeg så ødelagt i de sidste måneder op til bruddet, at jeg ikke kunne tænke klart. Min Kai, min morfar, døde i foråret og det tog enormt hårdt på mig. Samtidig havde jeg eksamener at tænke på, og min datter der gik i stykker på sin skole fordi hun ikke kunne håndtere klassen. Jeg endte med at udskyde min bachelor og føle mig som en taber pga. det, og den manglende støtte hjemme fra hjalp ikke meget. Han var god med dødsfaldet og også med Maria, men samtidig var han så pissesur og brokkede sig over hver eneste lille detalje.

Jeg var nok heller ikke for god. Jeg pressede ham nok for meget og lod ham ikke finde ud af tingene selv, men jeg var træt af at skulle høre på brok uden handling.

I dag gik Maria i stykker, fordi der skete noget som mindede hende om Mads, og hun skal have lov til at blive ked af det for hun elskede/elsker ham virkelig. Han var den far hun aldrig rigtig havde haft, og nu er han også væk - ikke at far er væk, men han er der jo kun hver anden weekend. Det kommer til at tage tid, men hun skal også nok komme videre. Det håber jeg i hvert fald.

Lucas er bare sur på ham. Sur over han råbte af mig og kaldte mig for en taber (min mor er ingen taber). Nogle dage savner han ham også.

Alt i alt virker børnene bare mest af alt afbalanceret og gladere. De kan være dem selv og føler ikke at de skal gå på listesko for ikke at gøre nogen sure.

Jeg håber virkelig bare, at tingene snart bliver bedre.