Is life worth living?

Nu sidder jeg og er lidt dyster her i aften... Tanker fosser ind... Grimme tanker... Onde tanker... I don't need this shit... Det er så tragisk at sidde og føle, man er alene med alt... At man kan stole på ingen... At alle er ligeglade... Selvom jeg godt ved, folk ikke er det... Jeg ved godt, der er mange, der holder af mig... Jeg ved godt, der er mange, der gerne vil være der for mig... Men jeg ved også, at jeg har lyst til at sige "screw you" til dem alle... I can't hold on... With thoughts of failure sinking in... Jeg føler mig som en fucking fiasko... Jeg bliver aldrig til noget... Jeg skuffer alle... Værst af alt, jeg skuffer mig selv... Jeg er en major disappointment... Jeg ved ikke, hvem jeg skal gå til, når det her mood rammer mig... Hvem kan tage det? Hvem kan takle det? Ingen... Jeg er alene... Jeg kan kun stole på mig selv... Velkommen til Emo-Lene... Nu er jeg så tit blevet kaldt det så why not... Lad da folk se den sorte dyster side af mig... Lad dem vide, at det også gør ondt på mig... At jeg ikke altid bare smiler og er glad... At tingene ind imellem også knækker mig... Jeg er menneske ikke robot... Jeg føler faktisk ting... Jeg går i stykker ind imellem... Jeg græder ind imellem... Jeg græder faktisk oftere end folk tror... Det sker bare primært indvendigt... Jeg har ikke lyst til at vise det... Jeg bliver svag og sårbar... Jeg bliver depri, angst og paranoid... Jeg føler, alle undgår mig... Jeg forstår ikke, hvorfor folk stoler på mig... Jeg fatter det ikke... Hvad gør jeg kan stoles på? Hvorfor tror folk, jeg kan holde til det... Lad os bare læsse af på Lene... Hun klarer den alligevel... Hun har glemt det i løbet af ingen tid... Hun bekymrer sig jo om intet... Hendes liv er sorgfrit og lykkeligt... Hun har alt, man kan drømme om... Familie og venner, der holder af hende og beskytter hende... Ja fuck mig, men gu' har jeg ej... Jeg har KUN mig og mig alene... For folk kommer ikke tæt nok på til at se under skallen... De ser ikke sjælen og hjertet, der bløder... De ser ikke tårene, der står i øjnene... De hører ikke råbet om hjælp... Det råb jeg ikke kan komme med... For så lukker jeg folk ind... Så ser de mig for den, jeg er... Så får de lov til at se den grimme side af mennesket Lene... Den side, der græder og skriger... Den side, der har lyst til at fylde sig selv med alkohol og piller... Den side, der ikke har lyst til at være her mere... Den side, der er ved at give op... Den side, der bærer al smerten... Den side, der har lyst til at opgive alt... Den side, der ville ønske, hun aldrig havde fået børn... Den side, der hader alle mennesker... Den side, der ønsker død og ødelæggelse omkring sig...

Fuck it... Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her...

Just leave me the fuck alone... I don't need this shit... Voices in my head go away... I HATE you..!

At miste

Uanset hvad/hvem man mister, vil tabet altid gøre ondt. Der var engang, jeg troede, jeg var forbandet. Grunden kommer her: Mit "uheld" startede juleaften 1994, da min elskede farfar døde af et hjertestop forårsaget af insulinchok, dødstidspunkt 23.59. Måneden senere døde min morfar af lungekræft og derfra og frem til min onkel døde i 2004 havde vi i gennemsnit et dødsfald om året enten familie, nære venner eller kæledyr. De 3 værste var nok, bortset fra min farfar, min farmor i 2000, 6 dage efter min 15 års fødselsdag (lungekræft), min oldemor/reservemor lidt over et år senere (sorg) og min fætter i 2003 (druknede i Nyborg Voldgrav). Min farmors død udløste et mindre alkoholmisbrug fra min side, et større fra min far, og min søsters stofmisbrug eskalerede. Jeg begyndte at skære i mig selv og havde inden for et år 4 selvmordsforsøg. Da min oldemor døde lukkede jeg mig inde i mig selv og fandt goth kulturen som har været en del af mig siden da, og da min fætter døde, som kun 19 årig, gik jeg fuldstændig ned med flaget. Jeg begyndte at gå til psykolog, fik konstateret depression og en speciel form for personlighedsspaltning, som ind imellem udløser angstanfald og paranoia. Jeg fik nogle gode vejrtrækningsøvelser og lærte at ignorere stemmerne i mit hoved, som jeg stadig i dag er nødt til at bruge til tider. Her for ikke så længe siden døde der en i min udvidede familie, som vi var kommet meget sammen med, og det tog hårdt på hele familien. Men nu er det ikke kun dødsfald i den menneskelig gren af familien, der gør ondt. Da jeg mistede min kat, som jeg havde haft fra han var spæd, gik jeg også neden om og hjem. Jeg havde godt nok min lille datter at skulle tage mig af, men tabet af min dejlige "lille" misser satte mig følelsesmæssigt i stå i nogle måneder, hvor det eneste, jeg magtede, var min datter og daværende kæreste. Der er også andre former for tab end blot død. Folk/dyr kan forlade en på mange måder. Da "min" hest blev solgt havde jeg endnu et nedbrud, men det var så også imellem den tid, hvor jeg mistede min farmor og oldemor, så jeg var ikke helt på toppen følelsesmæssigt. Februar 2008 gik børnenes far fra os, og på trods af min manglende kærlighed til ham var det stadig et kæmpe nederlag. Han havde psykisk misbrugt mig i de 3½ år, vi var sammen, og jeg troede, at det aldrig ville være mig muligt at elske andre end mine børn igen. Jeg følte mig som sagt forbandet. Det virkede som om, alle, jeg elskede, forlod mig. På daværende tidspunkt var jeg glad for, jeg intet alkohol havde i hjemmet, for jeg var klar til at vende tilbage til flasken, men jeg valgte så cigaretterne i stedet for. Jeg havde brug for en form for stress relief, og jeg genfandt det i cigaretterne. Det tog mig længe at komme mig over det brud måske mest tid, fordi jeg ikke selv havde været stærk nok til at forlade et misbrugsforhold. Jeg begyndte så at sidde inde på ND (netdate.dk) og faldt i snak med diverse personligheder, der alle hjalp mig til at komme oven på, på hver deres måde. En af dem ved, at han fik mig til at mærke mine følelser igen. Han var så åben og ærlig omkring sin person og sine oplevelser i fortiden, at jeg følte, jeg kunne stole på ham, og de følelser jeg fik, fejltolkede jeg, og jeg troede, at jeg havde forelsket mig i ham, men jeg var blot forelsket i forelskelsen, men jeg skylder ham alt for at have åbnet mit hjerte. Noget tid senere stødte jeg så på en fantastisk fyr, og jeg faldt for ham ved første øjekast. Uanset hvor langt vores forhold bliver, vil han også altid være noget særligt, da han er den første, jeg rigtig har været forelsket i, og han har hjulpet med at løse op for mange ting i mig. At miste gør utrolig ondt, men jeg tror også, det gør en stærkere og kan hjælpe en igennem svære perioder i ens tilværelse. Og selvom det kan være fristende blot at lukke af for det hele, tror jeg, det er vigtigt, at man lader sig selv være åben og sårbar ellers kommer man til at gå glip af meget

---- Er skrevet d. 18. november 2009 i et andet forum ----

Hvordan kan man hade en, man ikke kender?

Nu sidder jeg igen og tænker... Tankerne er fyldt med rod og had til en person, jeg ikke kender... For fanden da også... Hvordan kan jeg hade en kvinde, jeg aldrig har mødt og intet kendskab har til udover det, jeg har hørt fra en person, der er kommet til at betyde rigtig meget for mig? Jeg kan slet ikke have, når folk sårer de mennesker, jeg holder af... Om jeg så kender dem eller ej... Om der var en god grund eller ej... Det er lige meget... Jeg ved bare, jeg hader hende... Jeg har lyst til at finde hende og fortælle hende, at hun var en sæk... At hun ikke fortjente ham, og at hun ikke fortjener, at han er ked af det... At hun ikke er hans sorg værd... Jeg har lyst til at fortælle ham, at han er bedre tjent uden, men jeg ved også godt, at det ikke hjælper noget med sådan, som han har det lige nu... Jeg kan jo huske det fra mig selv... Fra den gang jeg var den med det knuste hjerte... Den der blev såret på en måde værre end noget andet... Det eneste, jeg kan gøre, er at give ham tid... Lade ham vide, jeg er her for ham, hvis han vil snakke om det... Vise ham, at han kan stole på mig... Holde af ham og holde om ham, når han har brug for det... Få ham til at forstå, at selvom det gør ondt nu, så stopper det på et tidspunkt, og det skal nok blive bedre... En eller anden dag skal han nok komme videre, men han skal give sig tid til at komme over det... Og det tager lang tid... Det tog mig mere end et år at komme mig over en fyr, jeg aldrig rigtig har elsket, men som jeg har børn med... Love lost gør altid ondt... Uanset hvor kort eller lang tid man har været sammen... Især hvis det inkluderer et tillidsbrud... Det skal bearbejdes, og det tager tid, før man tør stole på nogen igen... Og man har bare lyst til at skyde ham, der sagde "It's better to have loved and lost than never to have loved at all" for man synes bare ikke, det passer... Og det ved jeg egentlig ikke om, jeg synes den dag i dag... "Heav'n has no Rage, like Love to Hatred turn'd, Nor Hell a Fury, like a Woman scorn'd." virker langt mere sand og passer nok på begge køn...

De siger også "You don't know what you've got until it's gone"... Den synes jeg heller ikke er helt sand... Jeg vidste godt, hvad jeg havde... Jeg vidste godt, hvad jeg havde fundet... Og det var derfor, det gjorde så ondt at miste det... Men jeg har taget det til mig... Jeg kan godt komme videre... Jeg overlever... Så længe jeg stadig har min ven... Med tiden kommer der noget andet... Jeg ved ikke, hvad det bliver eller hvem det bliver med, men det skal nok komme... No rush... I have forever and ever <3>

Kærlighed

Kærlighed er en udefinerbar størrelse, der varierer fra person til person... Kærlighed er for mig blandt andet, når man er klar til at slippe en person for deres skyld... Når man giver slip på dem for deres eget bedste... Når man stopper med at være egoistisk og begynder at sætte deres behov før ens egen... Og man ikke holder personen tilbage... Når man er klar til at vente på, at de er klar til et forhold...

Så er der kærlighed til ens børn... Det største og mest ubeskrivelige i hele verden... Jeg tror slet ikke, man kan forklare kærlighed til ens børn... Det er altoverskyggende og intet betyder mere end det...Hmm men kærlighed er så meget...

Taget fra en debat:

TS:

"Jeg er sikkert ikke den eneste herinde, der har forelsket mig i kærlighedshistorien fra Twillight? : )

De fleste piger fantasere vel om den samme dybe kærlighed og lidenskab som man kan se i filmen. Men kan det lade sig gøre? Eller findes sådan en kærlighed kun på film?

Jeg elsker sætningen "og således forelskede løven sig i lammet" - det er det jeg vil have. Burde man bare slå det ud af hovedet og indse at virkeligheden ikke ser sådan ud? Eller kan det lade sig gøre?"

Mit svar:

"Disney, Harlequin og netop bøger som Twilight har gjort at vi piger håber på en dyb og urealistisk kærlighed... Man forventer at falde med det store brag, og at ens kærlighed kan overvinde alle forhindringer... Men sådan er det desværre ikke i virkeligheden... Man forelsker sig tit og ofte i den forkerte... Følelserne bliver ikke gengældt og man ender med et knust hjerte... Men kærlighed/forhold er et hårdt stykke arbejde, og hvis begge parter er klar til at investere det forholdet kræver så har man en sandsynlighed for at få et godt forhold, men ind imellem handler kærlighed/forhold også om plads og tid... 

Men ja alle kvinder/piger drømmer nok om den kærlighed, som er tilstede i Twilight"

Hende:

"Tror du har helt ret. : )
Men det er svært ikke, at afvise potentialle partnere, når man drømmer om en helt anden kærlighed - der sikkert ikke findes."

Mit svar:

"Det er det netop... Og det er det, der er problemet... Man leder efter noget, der aldrig kommer... Men man vil heller ikke lade sig slå til tåls... Og det mener jeg heller ikke, man skal... Jeg tror på ægte kærlighed, men jeg ved også, det er en hård kamp... Man skal være villig til at arbejde for et forhold... Men som jeg sagde før... Ind imellem er det eneste, man kan gøre, at give tid..."

Feelings

Alle mennesker, jeg holder af, har på et eller andet tidspunkt knust mit hjerte eller gjort mig ondt på anden vis... Og har de ikke gjort det så med mit held er der 99% chance for, at de ender med at gøre det... Jeg plejer normalt at lukke af for folk... Ikke lade dem komme tæt på, fordi jeg gang på gang bliver såret, når jeg gør det... Men jeg prøvede alligevel igen... Jeg tænkte måske er det anderledes... Jeg tog fejl... Det er bare et spørgsmål om tid før jeg bliver såret igen... Jeg er lige blevet det... Og af en jeg ikke havde regnet med ville gøre det... Jeg lukkede ham ind i mit hjem og mit hjerte... Jeg lod ham se hele mig noget ingen andre får lov til... Og hvad er takken..? Et knust hjerte... Jeg forstår godt hans grundlag, og jeg ønsker vi kan være venner... Jeg ville savne ham, hvis det ikke kunne lade sig gøre... Jeg glæder mig til, jeg skal se ham igen på et venskabeligt plan... Jeg glæder mig til bare at være alene med ham... Bare snakke med ham... Få talt det ordentlig igennem face to face... Fortælle ham, at han betyder for meget for mig til, at jeg ønsker at miste ham helt... Fortælle ham, at jeg forstår... Lade ham vide, at jeg er der... Vores forhold var måske kort, men det betød en del... Det var mit første forhold efter ungernes far... Og da han skrev forever and ever troede jeg på ham... Det gør jeg på sin vis stadig... Jeg tror på, han mente det, da han skrev det, men han var bare ikke klar til et nyt forhold... Havde jeg bare været klar over det inden... Havde jeg vidst hvor meget hans eks stadig fyldte i hans tanker... Så havde jeg ikke fundet sammen med ham... Så havde jeg sagt fint, vi har knaldet... Det var super nice... Lad os gøre det igen, når vi ses næste gang... Det er så lidt det, jeg håber, vores forhold bliver til nu... For han er sgu super god i seng... Og han tænder mig monster meget... Og jeg er rigtig glad for ham... Tror helt klart vi godt kunne være FWB (friends with benefits) - Jeg kan sagtens lægge mine sande følelser for ham på is... Er allerede godt i gang... beskyttelse.dk - Jeg håber, han forstår mig... Og jeg håber, jeg forstår ham rigtigt...

Nothing but love <3>

Flere strøtanker

Hvad sker der for, at folk reagerer negativt fordi man viser bekymring for dem? Er det lige pludselig ikke længere i orden at bekymre sig om sine venner? Undskyld mig, hvis det er mig, der er gal på den, men jeg forstår det bare ikke... Jeg beder da tit folk om at passe på dem selv... Ikke fordi jeg skal lege mor eller noget andet, men fordi jeg holder af dem... Jeg siger det til min familie, til dem jeg elsker og holder af, men aldrig før har jeg fået negativ respons på det... Det er da ganske naturligt, at man tænker på folk, man holder af... På deres helbrede både fysisk og mentalt... At man bekymrer sig, hvis nogen, man holder af, begynder at drikke meget eller har gjort det i længere tid... Især hvis man er vokset op i et alkoholiseret hjem... Og man selv har haft et problem med alkohol og personligt kender alt til at flygte fra ens fortid og tanker via alkohol... Jeg har i dag sagt til en ven, at hvis han fortsætter sit alkoholforbrug, så er vores venskab slut... Primært fordi jeg ikke kan takle det, og fordi jeg har oplevet, hvad alkohol gør ved mennesker...

Alkohol og stoffer kan være sjove ting, hvis man sørger for at holde det i et begrænset forbrug, men når først man bruger det hver dag, så bør man altså overveje sin livsstil... Begge dele ødelægger ens krop, hvis man misbruger det... Begge dele er godt som virkelighedsflugt, men man kan ikke flygte evigt... Man er også nødt til at tage livet ved hornene og se sin fortid i øjnene... Tage ved lære af de fejl man har lavet og ikke frygte fremtiden... Man går glip af alt for meget godt, hvis man lader sit liv styre af frygt...

Sørg for at lade de mennesker, du holder af vide det... Du ved aldrig, hvornår det er for sent...

En anden lille strøtanke... Er det okay at begynde at flirte 3 dage efter et brud? Er der en periode, hvor man ikke bør gøre det? Altså hvis man er den, der er blevet slået op med? Er det ikke okay at bruge flirten på at få noget bekræftelse, når man lige er blevet knust? Selvom man stadig holder af/elsker/er forelsket i den person, der er gået fra en? Især når vedkommende udmærket godt ved, man er en flirt og flirter med alt med en puls?

Læste noget inde på en side hvor en havde skrevet: sidder fast et sted mellem fortiden og nutiden og tænker på fremtiden... Mit umiddelbare svar til det var: Men ellers gør vi ikke alle det? Selvom man bør leve i nutiden og føle sin samtid... Lære af sin fortid og se frem til sin fremtid...

Det var blot lidt flere strøtanker fra MoOniE

Flyvske tanker

Utroligt som ens tanker kan vandre... Gå fra en ting til noget andet... Det ene øjeblik kan man sidde og være jublende lykkelig, og så kommer man til at tænke på noget, og man bliver ramt af bad mood... Så snakker man lidt med en ven og vupti så er ens humør vendt... Man forsøger på ikke at tænke for meget over visse ting, men desto mere man forsøger at undgå de tanker jo mere fylder de i ens hoved... Man lover sig selv ikke at begå de samme fejl, men man ser historien gentage sig selv gang på gang... Hjernen overanalyserer og hjertet/følelserne underanalyserer, så man glemmer alt omkring sig og begynder at se en fremtid med en person, der måske ikke har det på samme måde som en selv...

Men som mor til to fantastiske børn er jeg også nødt til at forsøge at se om jeg kan se en fremtid med en person ellers er der ikke megen grund til at have et seriøst forhold med vedkommende... 

Nu er jeg nået til et punkt i mit liv, hvor jeg tror jeg bare skal ud at have noget casual sex... Enten med fast b-ven eller så med ja someone... Jeg er en massiv flirt, og jeg kan ikke lade være med at flirte... Det er også en måde, jeg beskytter mig selv på... Hvis man nu bare flirter med tilstrækkeligt mange så tror folk man er okay og slet ikke ked af det... Jeg er næsten lige kommet ud af min "luk alle ude"-skal og jeg kan mærke "pigen der smiler selvom verden smuldrer omkring hende" er på vej tilbage... Jeg hader mine masker, og at jeg ikke bare viser, hvem jeg er, men jeg har en tendens til at blive såret, når jeg lukker helt op for folk... Min mur var ved at blive brudt ned, men nu er mureren igang med at genopbygge den... Ikke at jeg ikke vil lukke folk ind, og jeg fortryder ingen af dem, der har set "hele" mig, men jeg ved bare af erfaring at jeg lukker af, når jeg bliver såret... Og jeg er blevet såret af mange den sidste tid... Det værste var den fyr jeg faldt for... Jeg fortryder ikke vores forhold uanset hvor kort det var... Jeg var/er utrolig glad for ham, og jeg vil ikke slippe ham 100% Lige nu er vi venner... Måske friends with benefits eller who am I kidding... Jeg tror slet ikke, jeg ville kunne lade være med at være sammen med ham... Jeg er glad for ham, og han tænder mig på et plan, jeg ikke troede var muligt... Tanker kan være nok... De rigtige ord på skrift og mundtligt... Hans stemme... Måden han siger mit navn på... Blikket i hans øjne... Den fysiske tiltrækning er kæmpe stor, og det er den jeg sætter mit fokus på nu...

Folk siger altid, jeg er typen, man kan komme til når alt brænder på, og det er sgu også rigtigt... Jeg er der for de mennesker, jeg holder af... Og når først jeg holder af en person, og de har vundet en plads i mit hjerte, så er de der for altid... Om så vi ikke snakker sammen ret ofte... Jeg går igennem ild og vand for de mennesker jeg elsker/holder af...

Hmm... Strøtanker... Flyske tanker... Ingen sammenhæng... Men jeg havde brug for at få det ned sort på hvidt...