Okay så her i går gik der noget meget alarmerende op for mig. Jeg har ikke grædt over mit forliste forhold endnu. Ikke en eneste tårer har jeg fældet over ham siden, jeg smed ham ud. I min verden betyder det en ud af to ting. Enten er jeg en mega følelseskold kælling, der faktisk aldrig har elsket ham rigtigt eller også går jeg og håber på at vågne op fra mit mareridt hele tiden. Og nu hvor jeg skriver det sidste så kommer tårene, så mon ikke den er den boldgade vi er i? Måske er det ikke gået helt op for mig endnu, at det ikke er ham og jeg længere. At han aldrig bliver min igen, og at al min kærlighed til ham var forgæves. Jeg havde en drøm engang. Jeg drømte, at vi sad på vores terrasse i hver sin gyngestol (ja I know ingen har sådan nogle i dag, men humor me please) og sad og kiggede ud på vores smukke børnebørn der løb rundt og legede. Jeg drømte, at det var ham og jeg til døden os skiller. Ligesom jeg troede på, at han elskede mig, og at han mente det, når han friede til mig, uanset hvor fuld han var.
Det sidste halve år var rigtig svært, og jeg har nok gjort mange ting forkert, men jeg kunne ikke gøre noget anderledes. Den tid vi havde sammen inden det rigtig begyndte at gå galt var skøn. Selvom vi skændtes, fandt vi altid hinanden igen. Men pludselig stoppede vi med at snakke om tingene, og vi begyndte at æde vores problemer i stedet for. Og det var nok det, der gik galt.
Han anklagede mig for at ville have været ham utro. Det kunne jeg aldrig have drømt om. Til gengæld blev jeg mere og mere knust indvendig fordi han stoppede med at fortælle mig, at jeg var dejlig, at han elskede mig og at jeg var smuk. Jeg husker han engang sagde jeg var hans livs lys, At jeg og vores børn var grunden til han levede.
Hvorfor gik det i stykker? Hvorfor kan jeg ikke holde på de mennesker jeg elsker? Skubbede jeg ham væk? Var det hele virkelig min skyld?
Jeg vil aldrig nogensinde mere elske en person, som jeg gjorde ham. Det tror jeg ikke, at jeg kan. Og ja tiden læger alle sår bla bla bla. Men jeg troede virkelig, at det var ham her, jeg skulle skændes med resten af mit liv.
Jeg kan ikke holde ud at se billeder af os sammen, men har jeg heller ikke lyst til at slette dem. Jeg har ikke lyst til at glemme os. Jeg har ikke lyst til at glemme ham.
Jeg ved godt, vi aldrig finder sammen igen for det er han ikke typen, der gør. Og han mener jo virkelig, at jeg er den værste i verden. At jeg har ødelagt ham. At jeg ikke støttede ham. At jeg var egoistisk og en taber.
Jeg gjorde alt hvad jeg kunne. Jeg gjorde alt hvad mit hjerte lod mig gøre. Men han snakkede ikke med mig. Han fortalte ikke, hvad han havde brug for. Han råbte bare af mig og børnene, han så bare uoverkommelige udfordringer og problemer alle vegne.
I wish that I could wake up with amnesia and forget about the stupid little things
Ingen kommentarer:
Send en kommentar