Nej jeg skal ikke giftes. Men jeg er blue aka nede. Eller er jeg egentlig det? Ikke så meget på mine egne vegne, men mere på min datters.
Jeg er nyligt single, og jeg er egentlig okay med det. Jeg elskede ham rigtig højt, og jeg så frem til et helt liv sammen med ham, men vi var vokset i hver sin retning, og vi kunne ikke længere finde hinanden.
Der var dage som var pragtfulde, men enormt mange dage der var et levende mareridt. Jeg følte hele tiden, at jeg måtte beskytte mine børn, fordi han var vred, træt og stresset. Og intet jeg gjorde var godt nok.
Når jeg lyttede til hans problemer og forsøgte at hjælpe ham, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle blande mig fordi jeg alligevel ikke forstod ham og vi ikke havde råd til at han blev sygemeldt (STRESS er noget LORT!!!) Og hvis jeg bare lyttede og lod ham læsse af uden at kommentere, så var jeg ikke interesseret i hans liv og var ligeglad med ham. Helt ærligt så var jeg så ødelagt i de sidste måneder op til bruddet, at jeg ikke kunne tænke klart. Min Kai, min morfar, døde i foråret og det tog enormt hårdt på mig. Samtidig havde jeg eksamener at tænke på, og min datter der gik i stykker på sin skole fordi hun ikke kunne håndtere klassen. Jeg endte med at udskyde min bachelor og føle mig som en taber pga. det, og den manglende støtte hjemme fra hjalp ikke meget. Han var god med dødsfaldet og også med Maria, men samtidig var han så pissesur og brokkede sig over hver eneste lille detalje.
Jeg var nok heller ikke for god. Jeg pressede ham nok for meget og lod ham ikke finde ud af tingene selv, men jeg var træt af at skulle høre på brok uden handling.
I dag gik Maria i stykker, fordi der skete noget som mindede hende om Mads, og hun skal have lov til at blive ked af det for hun elskede/elsker ham virkelig. Han var den far hun aldrig rigtig havde haft, og nu er han også væk - ikke at far er væk, men han er der jo kun hver anden weekend. Det kommer til at tage tid, men hun skal også nok komme videre. Det håber jeg i hvert fald.
Lucas er bare sur på ham. Sur over han råbte af mig og kaldte mig for en taber (min mor er ingen taber). Nogle dage savner han ham også.
Alt i alt virker børnene bare mest af alt afbalanceret og gladere. De kan være dem selv og føler ikke at de skal gå på listesko for ikke at gøre nogen sure.
Jeg håber virkelig bare, at tingene snart bliver bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar