At miste

Uanset hvad/hvem man mister, vil tabet altid gøre ondt. Der var engang, jeg troede, jeg var forbandet. Grunden kommer her: Mit "uheld" startede juleaften 1994, da min elskede farfar døde af et hjertestop forårsaget af insulinchok, dødstidspunkt 23.59. Måneden senere døde min morfar af lungekræft og derfra og frem til min onkel døde i 2004 havde vi i gennemsnit et dødsfald om året enten familie, nære venner eller kæledyr. De 3 værste var nok, bortset fra min farfar, min farmor i 2000, 6 dage efter min 15 års fødselsdag (lungekræft), min oldemor/reservemor lidt over et år senere (sorg) og min fætter i 2003 (druknede i Nyborg Voldgrav). Min farmors død udløste et mindre alkoholmisbrug fra min side, et større fra min far, og min søsters stofmisbrug eskalerede. Jeg begyndte at skære i mig selv og havde inden for et år 4 selvmordsforsøg. Da min oldemor døde lukkede jeg mig inde i mig selv og fandt goth kulturen som har været en del af mig siden da, og da min fætter døde, som kun 19 årig, gik jeg fuldstændig ned med flaget. Jeg begyndte at gå til psykolog, fik konstateret depression og en speciel form for personlighedsspaltning, som ind imellem udløser angstanfald og paranoia. Jeg fik nogle gode vejrtrækningsøvelser og lærte at ignorere stemmerne i mit hoved, som jeg stadig i dag er nødt til at bruge til tider. Her for ikke så længe siden døde der en i min udvidede familie, som vi var kommet meget sammen med, og det tog hårdt på hele familien. Men nu er det ikke kun dødsfald i den menneskelig gren af familien, der gør ondt. Da jeg mistede min kat, som jeg havde haft fra han var spæd, gik jeg også neden om og hjem. Jeg havde godt nok min lille datter at skulle tage mig af, men tabet af min dejlige "lille" misser satte mig følelsesmæssigt i stå i nogle måneder, hvor det eneste, jeg magtede, var min datter og daværende kæreste. Der er også andre former for tab end blot død. Folk/dyr kan forlade en på mange måder. Da "min" hest blev solgt havde jeg endnu et nedbrud, men det var så også imellem den tid, hvor jeg mistede min farmor og oldemor, så jeg var ikke helt på toppen følelsesmæssigt. Februar 2008 gik børnenes far fra os, og på trods af min manglende kærlighed til ham var det stadig et kæmpe nederlag. Han havde psykisk misbrugt mig i de 3½ år, vi var sammen, og jeg troede, at det aldrig ville være mig muligt at elske andre end mine børn igen. Jeg følte mig som sagt forbandet. Det virkede som om, alle, jeg elskede, forlod mig. På daværende tidspunkt var jeg glad for, jeg intet alkohol havde i hjemmet, for jeg var klar til at vende tilbage til flasken, men jeg valgte så cigaretterne i stedet for. Jeg havde brug for en form for stress relief, og jeg genfandt det i cigaretterne. Det tog mig længe at komme mig over det brud måske mest tid, fordi jeg ikke selv havde været stærk nok til at forlade et misbrugsforhold. Jeg begyndte så at sidde inde på ND (netdate.dk) og faldt i snak med diverse personligheder, der alle hjalp mig til at komme oven på, på hver deres måde. En af dem ved, at han fik mig til at mærke mine følelser igen. Han var så åben og ærlig omkring sin person og sine oplevelser i fortiden, at jeg følte, jeg kunne stole på ham, og de følelser jeg fik, fejltolkede jeg, og jeg troede, at jeg havde forelsket mig i ham, men jeg var blot forelsket i forelskelsen, men jeg skylder ham alt for at have åbnet mit hjerte. Noget tid senere stødte jeg så på en fantastisk fyr, og jeg faldt for ham ved første øjekast. Uanset hvor langt vores forhold bliver, vil han også altid være noget særligt, da han er den første, jeg rigtig har været forelsket i, og han har hjulpet med at løse op for mange ting i mig. At miste gør utrolig ondt, men jeg tror også, det gør en stærkere og kan hjælpe en igennem svære perioder i ens tilværelse. Og selvom det kan være fristende blot at lukke af for det hele, tror jeg, det er vigtigt, at man lader sig selv være åben og sårbar ellers kommer man til at gå glip af meget

---- Er skrevet d. 18. november 2009 i et andet forum ----