*suk*

Hvorfor går tingene ikke som man gerne vil have dem til..?
Hvorfor skal alt ramme mig..?
Hvorfor kan det ikke være lidt nemt bare ind imellem..?
Nu skal jeg på piller igen... Jeg magter det ikke... Jeg holder det ikke ud...

Jeg har lyst til at råbe og skrige af hele verden... Jeg har lyst til at tage fat i ungernes far og fortælle ham, at han har ødelagt mine børn og jeg... Fortælle ham at hans lille pige har fået lavt selvværd, og at hun går og savner ham hver dag... At han forvirrer dem ved at gå frem og tilbage mellem at ville dem og så ikke... Han gjorde at mit overskud faldt igen... Han forværrede min situation og min depression... Hele min verden blev ødelagt... Han svigtede mig... Ligesom alle andre...

Jeg ejer ikke tillid... Man kan ikke stole på mennesker... De er utroværdige og ødelæggende... Man lukker folk ind og så skider de en langt op og ned af ryggen... De siger "Jeg er der" indtil den dag de vender om og går... Min læge sagde, at jeg selv kunne skubbe folk væk, og det gør jeg nok også til tider... Hvis folk kommer for tæt på... Så sætter jeg muren op og lader dem ikke komme nærmere...

Forhåbentlig har jeg det snart godt... Forhåbentlig hjælper pillerne, men måske gør de ikke... Jeg magter snart ikke mere...

Nu må der godt snart ske noget positivt...